Nyhedsbrev november 2025
 ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ 
 
En ny Øresundsforbindelse som følger med virkeligheden
 
 
En af de eneste ting, vi kan være sikre på, er, at verden forandrer sig. I morgen vil ikke være som i dag. At kunne tilpasse sig forandringer og forblive relevant er en vigtig egenskab.

Det gælder også for et stort infrastrukturprojekt som en ny Øresundsforbindelse. Europasporet, forslaget til en fast forbindelse Landskrona-København, har udviklet sig fra de første tanker i 2010 og frem til i dag. Den fysiske infrastruktur, den politiske debat og omverdenen har ændret sig, og vi er nødt til at være løsningsorienterede.

Et eksempel er, at Europasporet oprindeligt kun var en jernbaneforbindelse. Men da forundersøgelsen af Østlig Ringvej, som skal føre vejtrafikken øst om København, blev præsenteret i 2020, var der et mulig tilslutningspunkt for vejtrafikken. Derfor blev forslaget Landskrona-København justeret til at kunne inkludere vejtrafik. En kombineret vej- og baneforbindelse kan bygges med sænketunnel på samme måde som Femern-forbindelsen, Danmarks tunnelfabrik kan benyttes, og biltrafikken kan generere indtægter, så forbindelsen bliver selvfinansierende.

I 2025 har vi undersøgt nye tilslutningsmuligheder på den danske side ud fra information fra Trafikverket, Cowi Danmark og DTU. Fokus er enkle løsninger med store fordele. Det opdaterede forslag bygger på at bruge Østerports vendespor til en afgrening mod Øresund, så passagertog fra Øresundsbroen kan fortsætte gennem København og videre over Øresund via en anden forbindelse. Det giver mere effektiv kapacitetsudnyttelse, når tog kan fortsætte gennem København istedet for at vende, Øresundstrafikken kan udvides, rejsetiderne forkortes, og tilgængeligheden øges. Du kan læse mere om det optimerede forslag om tilslutning på dansk side her.

Når vi tilpasser, optimerer og præsenterer nye forslag, er det baseret på nogle overordnede principper. Europasporet kan:
  • fungere for både regional-, fjern- og godstog
  • øge jernbanekapaciteten i København
  • aflaste den eksisterende jernbane Lund-Malmø-Københavns Lufthavn-København H
  • skabe en genvej med kortere rejsetid til København fra en ny del af Skåne og den svenske vestkyst
  • udvikle det eksisterende Øresundstogsystem
  • være en naturlig forlængelse af Femern-forbindelsen
Ovenstående principper er grundlæggende for Europasporet og for at løse de problemer, der er i infrastrukturen omkring Øresund. 

/Hanne Skak Jensen, projektleder Europasporet
 
Foto: Den svenske regerings særlige undersøger af transport over Øresund, 
Allan Widman. Foto: Martina Cederqvist, Länsstyrelsen Kalmar Län
Svensk statslig undersøgelse af transport over Øresund er blevet forlænget  

I slutningen af maj i år besluttede den svenske regering at nedsætte en statslig undersøgelse af transport over Øresund frem mod år 2050. Undersøgelsen, som ledes af Allan Widman,  skal foreslå et kommissorium for en bilateral dansk-svensk undersøgelse om behovet for kapacitet og redundans over Øresund. Oprindeligt skulle opgaven afrapporteres i slutningen af november, men den er nu blevet forlænget til slutningen af februar 2026. Altinget har interviewet Allan Widman, der blandt andet fortæller, at Danmark viser interesse for gode forbindelser i Øresundsregionen.

Læs hele artiklen i Altinget her.
 
Rejs København-Stockholm på fire timer 

EU-Kommissionen har præsenteret en ny handlingsplan for højhastighedstog i Europa med ambitiøse mål for udvikling af hurtige og pålidelige togforbindelser frem mod 2040. Planen indeholder en ambition om, at en togrejse Stockholm-København eller København-Berlin ikke bør tage mere end fire timer. En ny Øresundsforbindelse er en vigtig del i et sammenhængende jernbanesystem mellem Skandinavien og Centraleuropa. Med en Øresundstunnel Landskrona-København vil kapaciteten for både gods- og passagertog øges, og den eksisterende jernbane vil blive aflastet, så trafikken kan udvides. Rejsetiden København-Stockholm kan også forkortes med 30 minutter.

Læs mere om EU-Kommissionens handlingsplan her.
 
Infrastuktur- og boligminister Andreas Carlson (KD). Foto: Kristian Pohl, Regeringskansliet 
Kapacitet over Øresund er vigtig for den svenske regering 

Sveriges Infrastruktur- og Boligminister Andreas Carlson (KD) fortæller i et interview med Helsingborgs Dagblad, at kapacitet over Øresund er et vigtigt emne for den svenske regering. Dette understreges af, at regeringen har tilsat en særlig undersøger, som skal udarbejde et forslag til kommissorium for en fælles dansk-svensk undersøgelse af transport over Øresund i 2050. "Infrastrukturplanlægning tager lang tid, og det er vigtigt, at Sverige og Danmark begynder at danne et fælles billede af grænseoverskridende forbindelser," siger Infrastrukturminister Andreas Carlson.

Læs hele artiklen her.
 
Vi afliver myterne i relation til en fast forbindelse København-Landskrona

Nogle gange fremføres der ukorrekte påstande om en fast forbindelse København-Landskrona i den offentlige debat. Det er vigtigt for os at aflive de myter, der spredes, og derfor har vi gennemgået de mest almindelige påstande og giver vores forklaring.

Læs vores svar på myterne om en fast forbindelse København-Landskrona her.